simplyclaesbang.com   |               
CLAES BANG / NEWS & UPDATES
simplyclaesbang.com  -  unofficial fansite dedicated to Claes Bang
Simply Claes Bang is your first and largest fansite for everything about actor Claes Bang. You may know him for his role as 'Dracula' in Dracula by BBC or as 'Christian' in the film The Square. Here you'll find all the latest medias, videos, interviews, high quality photos, and more. For all news related to him be sure to check out our twitter account.

Claes Bang Om Musikken

CLAES BANG OM MUSIKKEN, DER INSPIRERER HAM

Når Claes Bang sidder på internationale tv- og filmset og venter på at blive kaldt ud til optagelse, bruger han tiden på at lave musik. Resultatet udkommer under navnet This Is Not America, og ligesom aliasset er musikken især inspireret af 1980’erne.

FORTALT TIL MICHELLE ARROUAS

ILLUSTRATION LASSE BECH MARTINUSSEN

Claes Bang oplevede i 2017 sit internationale gennembrud med sin hovedrolle i Ruben Östlunds vinder af Guldpalmen, ‘The Square’. Den 53-årige skuespiller indspiller i øjeblikket ‘The Northman’ i Belfast med Robert Eggers som instruktør og Nicole Kidman, Björk, Ethan Hawke og Willem Dafoe som øvrige medvirkende.

NÅR JEG UDGIVER musik, gør jeg det under aliasset This Is Not America, og det er nok meget sigende, at jeg har taget navnet fra en David Bowie-sang fra 1980’erne. Da jeg begyndte at lave musik i 00’erne, sagde en af dem, der udvalgte musik til radioen i Danmark, at der ikke skulle komme skuespillere rendende og regne med at blive spillet, så jeg kunne ikke udkomme under mit eget navn. Jeg er mega Bowie-fan, og da jeg en dag hørte det nummer, tænkte jeg, at det var en vildt sej titel at give sit musikprojekt.

Jeg faldt i en 80’er-gryde, da jeg var 12-13 år, og synthpop-boomet begyndte med Visage, Ultravox, Depeche Mode, New Order og Pet Shop Boys. Det ramte mig som et godstog, jeg elskede det. Siden lyttede jeg meget til The Cure, Duran Duran, Spandau Ballet, Bryan Ferry, Roxy Music og så selvfølgelig Prince og Bowie. Det er stadig mine største inspirationskilder, og jeg hører stadig musikken fra den periode meget. Når jeg sætter mig ned og laver musik, starter det med, at jeg gerne vil lave noget, der lyder moderne, men så går der fem minutter, inden jeg er tilbage i 1982. Det er håbløst umoderne, men jeg kan ikke slippe uden om det. Det er mit musikalske DNA.

Når jeg opdager ny musik, der inspirerer mig, er det som regel en direkte forlængelse af det, jeg kan lide i forvejen. Jeg hører en del Lana Del Rey, Daughter, Tame Impala, The XX og Beach House – alt sammen noget, der i den grad har referencer tilbage til de år i slut-70’erne og start-80’erne, som var de formative år for mig. På den måde er jeg slave af det, jeg allerede elsker.

Jeg hører meget radio, og P6 Beat er ofte vaks til at spille musik, jeg ikke kendte i forvejen, men godt kan lide. Jeg streamer stationen overalt i verden sammen med P8 Jazz, som jeg ofte tænder for, hvis jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal høre. Jeg prøver også ofte at høre lokalradio, der hvor jeg er. Lige nu er jeg i Belfast for at optage, og fordi det er en del af Storbritannien, hører jeg en masse BBC-kanaler. Jeg hæfter mig ikke ved, hvad de lokale stationer hedder, jeg skruer bare på knappen, indtil jeg hører noget, jeg kan lide.

Jeg laver musik hele tiden, når jeg er af sted for at filme. Jeg har et lille studie i min lejlighed her i Belfast, som består af min computer, min guitar, et par keyboards, et lydkort og en mikrofon, og jeg optager også i min trailer, når jeg sidder på et filmset og venter – at filme er et langt waiting game, man venter altid på et eller andet. Her i Belfast venter vi meget på, at det skal holde op med at regne. Jeg er her i firefem måneder, og på grund af den her latterlige covid-situation har Hollywood-studiet sat nogle rimeligt heftige restriktioner op for, hvad vi må gøre. Hvis jeg bliver smittet, kan jeg lægge produktionen ned i to-tre uger, så de forsøger nærmest at spærre os inde – så jeg har rigtig meget tid i min lejlighed. Jeg regner med at komme herfra med ti nye sange. Inspirationen kommer på alle mulige tidspunkter af døgnet, så jeg prøver altid at have studiet sat op. Når så der er noget, der falder mig ind, sætter jeg mig ned for at nørde lidt, og så glemmer jeg alt omkring mig og kommer for sent til totre aftaler.

Der er meget af den musik, jeg lytter til, man ikke rigtigt kan høre i min egen musik. Det er megapoppet, mens noget af den musik, jeg bedst kan lide at have kørende i baggrunden, er en god gammel Miles Davis- eller Chet Baker-plade. Jeg hører også en del musik fra hel triphop-cirkusset i slut80’erne, især Portishead, Triggy og Massive Attack. Der var jeg med, helt fra bølgen begyndte.

Mit arbejde som skuespiller inspirerer min musik, men det er ikke sådan, at jeg optager en scene, og så går jeg hjem og skriver en sang inspireret af det. Det er mere flydende; det med inspirationen foregår et umærkeligt, ubevidst sted. Musik betyder meget for stemningen i mange film og tv-serier, men når vi filmer, ved vi ikke, hvordan musikken vil blive klippet ind over scenen, når filmen er ved at finde sit færdige klip. Til gengæld spiller instruktørerne nogle gange musik for mig for at give mig en idé om inspirationen til lydsiden og stemningen. Det gælder eksempelvis lige nu, hvor jeg er i Belfast. Den musik, jeg har hørt, er enormt dyster, og jeg tror også, det bliver en dyster film.

Hvis jeg skal spille en rolle, der er ekstremt tung og trist følelsesmæssigt, så lytter jeg ofte til musik, der kan hjælpe mig med at komme i kontakt med de dele af mig selv. I august udkom filmen ‘The Bay of Silence’i USA, hvor jeg har en heftig scene. Jeg vil ikke spoile, men der sker noget virkelig, virkelig sørgeligt, og de dage, vi filmede, gik jeg konstant rundt og lyttede til ting, der satte mig i den stemning mellem optagelserne. Det er to-tre år siden, vi filmede, så jeg kan ikke huske, hvilke sange det var, men selv hvis jeg kunne, ville jeg ikke have lyst til at nævne dem. Det er lidt for privat, præcis hvilke sange der sætter mig i en stemning af at miste – som giver mig den følelse af et stort tab.

Livekoncerter har ofte gjort enormt stort indtryk på mig og har inspireret mig, længe efter at jeg var til koncerten. Det gælder for eksempel den koncert, David Bowie gav i Vega i 1999, efter at han havde udgivet pladen ‘The Hours’. Han spillede fra hele sit bagkatalog, og fordi scenen er så lille, var det som at være hjemme i hans dagligstue.

Det var stort for mig, da jeg første gang hørte min musik blive spillet i radioen. Jeg stod hjemme i min lejlighed, og jeg begyndte faktisk at tude. Jeg er vant til at se mit ansigt på plakater og i tv, men det at lave musik er noget helt andet. Når jeg er skuespiller, stiller jeg mig til rådighed for en instruktør og forsøger at forløse hans eller hendes drøm. Ofte er jeg en del af en produktion på 250300 mennesker, og jeg får at vide, hvilket tøj jeg skal have på, hvor jeg skal stå, hvad jeg skal sige. Det er en kæmpestor maskine, og jeg elsker det, men musikken er min private legeplads. Der er det mig, der er afsenderen, og min vision, der skal forløses. Jeg tror, det er derfor, jeg blev så stolt, da jeg første gang hørte min musik på P3.









Simply Claes Bang is an unofficial fansite for Claes Bang. We are in no way affiliated with him, his management and we don't know anyone who is. This site is non-profit, and is in no way trying to infringe on the copyrights or businesses of any of the entities. All content posted up on this site is used under the Fair Use Copyright Law 107. All images are copyright to their respective owners. If something belongs to you, please email us before taking any legal action and we will give you credit or remove it straight away.