• Claes Bang
• Født 28. april 1967.
• Uddannet fra Statens Teaterskole i 1996.
• Har haft roller på mange af landets teaterscener og medvirket i flere film og tv-serier som ”Broen”, ”Langt fra Las Vegas”, ”2900 Happiness”, ”Lærkevej”, ”En soap”, ”Rejseholdet” og ”Anna Pihl”.
• Den 9. december 2017 blev han tildelt European Film Awards for årets bedste mandlige hovedrolle. Han fik prisen for sin hovedrolle i
• filmen ”The Square”, der
• tidligere på året var blevet præmieret med Den Gyldne Palme i Cannes.
• Aktuelle ”Late to the Party” er anden ep fra This Is Not
• America, som tidligere har
• udgivet albummet

Claes Bang er en prisbelønnet, internationalt anerkendt skuespiller. Men han vil også være popsanger.

Claes Bang har succes.

Masser af succes.

Som skuespiller.

Han bragede internationalt igennem med hovedrollen i filmen ”The Square”, der vandt Den Gyldne Palme i Cannes i 2017.

Siden har han boet og arbejdet i udlandet og spillet store roller i film og tv-serier, eksempelvis ”Dracula” på BBC og Netflix.

Men det er ikke nok for Claes Bang.

Den 54-årige skuespiller vil også være popsanger.

Under sit alias This Is Not America har Claes Bang udgivet flere plader, og nu er han aktuel med ep’en ”Late to the Party”.

Et spørgsmål trænger sig på: Hvorfor?

»Jamen, det er, fordi det er det her, jeg gør, når jeg holder fri. Mens andre spiller tennis, går i styrketræningscenter eller roder med motorcykler, så sidder jeg med guitaren eller ved klaveret og nørkler med mine sange. Så kan man naturligvis diskutere, om jeg burde sende musikken ud i verden. Havde jeg haft god smag, skulle jeg måske holde det for mig selv.«

Hvorfor så sende det ud?

»Jeg kan mærke, at det ikke er nok at skrive sange til skrivebordsskuffen. Jeg vil gerne have, at folk hører det.«

Og du har et publikum?

»Ja, på en uge har jeg vel lige så mange afspilninger på Spotify, som Beyoncé har på et øjeblik. Nej, det er ikke meget, men sangene har trods alt en form for liv derude. Også på et par radiostationer – både herhjemme og i USA.«

Og hvordan har reaktionerne været?

»Overvejende gode. Men jeg har da også fået at vide, at jeg er ”en skidegod skuespiller, men godt nok laver noget lortemusik”.«

Du har stor succes som skuespiller –hvorfor sætte det hele over styr for en popsang?

»Altså, hvis jeg følte, at jeg satte noget over styr for det her, så ville jeg ikke gøre det. Jeg gør det, fordi jeg har brug for noget, der er mit eget. Når jeg arbejder på en film, er der 100 mennesker, som forholder sig til, hvordan jeg står, hvordan jeg sidder på en hest, og hvordan jeg siger replikkerne. Misforstå mig ikke; jeg elsker den kollektive proces, og jeg elsker at arbejde frem mod noget som et hold og pludselig blive ramt af en følelse af, at nu lever lortet. Men jeg har også brug for det modsatte – for at kunne nørkle med et guitarriff for mig selv. Jeg har musikken med overalt, og når jeg har fri, kan jeg arbejde med den for mig selv.«

Helt alene har du ikke været. Din nye plade er produceret af Henrik Balling, sangskriver i Gangway, som hittede med ”My Girl and Me” i 1980’erne og ”Mountain Song” i 1990’erne og nu har fået et comeback. Hvorfor lige Balling?

Ham fra Gangway

»På et tidspunkt blev jeg kontaktet af Kasper Winding, som havde skrevet et fedt filmmanuskript, som vi prøver at skaffe penge til at realisere. Jeg siger så: ”Prøv at høre her, jeg ved godt, at du befinder dig 8.000 ligaer over mig, men jeg går og nørder med noget musik, må jeg sende dig et par demoer?” Han endte med at producere nogle sange, som udkom for et par år siden, og foreslog så, at jeg også kunne prøve at lege med Henrik Balling, som måske i endnu højere grad passede til min musik. Det passede mig godt, for Gangway, Love Shop og Lars H.U.G. er de største danske navne i min bog. Jeg har været fan af Gangway, siden det udgav ”The Twist” i 1984, og jeg opfatter dets album ”The Quiet Boy Ate the Whole Cake” (1991) som et af de bedste danske album nogensinde, så det var med rystende hænder, at jeg skrev en mail til Henrik Balling. Han var også positiv og fik sangene til at lyde, som kun han kan få noget til at lyde.«

Du kalder dit projekt This Is Not America efter David Bowies sang fra filmen ”The Falcon and the Snowman” (1985). Hvorfor?

»Da jeg blev signet til Universal, fik jeg at vide, at hvis jeg udgav musik i eget navn, ville jeg ikke blive spillet i radioen, for så var jeg bare endnu en af de der skuepillere, som troede, at de også kunne synge. Det var ikke en sandhed, der var mejslet i sten, men jeg valgte alligevel et alias. Jeg vil gerne befris fra mit navn, så folk tager musikken for det, den er, og ikke kun lytter til den, fordi de har set mig i en film.«

En hyldest til David Bowie

Men hvorfor trække David Bowie ind i projektet?

»Jeg har altid været kæmpe Bowie-fan, jeg synes, at This Is Not America lyder godt, og så stjal jeg det bare. Det passer godt til mig. Min pladesamling består af ét album med Marvin Gaye, 12 med Prince, og så er resten britisk eller dansk.«

I en pressemeddelelse nævnes de britiske popnavne Pet Shop Boys, New Order og Depeche Mode som stilmæssige referencer. Det er nogle fine navne, men de havde deres storhedstid i 1980’erne og til dels 1990’erne. Er dit projekt ikke lidt tilbageskuende?

»Jo, men jeg var ung dengang, og jeg er formet af 1980’erne. Jeg voksede op med Joy Division, The Cure, Soft Cell, The Human League, Duran Duran og – ikke mindst – de nævnte navne Pet Shop Boys, New Order og Depeche Mode, og hver gang jeg sætter mig ned for at skrive musik, så kommer det til at lyde som noget fra dengang. Indimellem siger jeg til mig selv, at nu må jeg altså til at skrive noget, der lyder bare en smule moderne, men efter fem minutter lyder det alligevel som noget, der blev udgivet i 1985.«

Der er ikke sket noget interessant i popmusikken siden 1980’erne?

»Jo da, og jeg synes også, at et band som Depeche Mode har vist sig at være langtidsholdbart. Det troede jeg ellers ikke, da det hittede med ”Just Can’t Get Enough” i 1981, og jeg klippede et lille sort-hvidt billede af det ud af Vi Unge og hængte det op på væggen på mit værelse. Men det byggede den vildeste karriere op, og det holder endnu. Ikke mindst live, hvor det sparker så meget røv. Når jeg står i Parken og hører Depeche Mode spille et nummer som ”Enjoy the Silence”, så er det som at være i en kirke. Det er storladent, nærmest religiøst.«

Så det er det, du vil? Kroppen skal dækkes med tatoveringer, og så skal du op på de store scener og vise maveskind som det danske svar på Dave Gahan fra Depeche Mode?

»Jeg skal skynde mig at sige, at jeg absolut ikke gør mig forestillinger om at befinde mig i samme liga.«

Føromtalte Henrik Balling producerede også Peter Sommers solodebut, ”På den anden side” (2004) – den med ”Valby Bakke” – så intet er vel umuligt. Er du klar til Orange Scene på Roskilde Festival, når det igen er muligt at afvikle den slags?

»Mindre kan gøre det. Det er et soveværelsesprojekt, jeg roder med, og jeg har ikke noget band. Men måske skulle jeg få mig et. Jo, jeg vil gerne ud at spille på et tidspunkt.«

Musik er større end film

Hvad er det musikken kan, som skuespillet ikke kan?

»Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne svare konkret på det, men det kan jeg ikke. Jeg må bare konstatere, at intet kan bevæge mig, som musikken kan. Ja, jeg kan blive bevæget af film og teater, men kun musikken kan ramme mig som et godstog. Når jeg står i Parken og hører Depeche Mode eller sætter en af mine yndlingsplader på derhjemme, så er det større end skuespillet. Jeg ved ikke hvorfor. Måske er det noget med referencerammerne. En teaterforestilling opleves af 1.000 eller 10.000 mennesker, mens de fleste ved, hvem Depeche Mode er. Musikken er tilgængelig, og den samler os. Måske handler det om noget helt andet, og jeg har egentlig ikke behov for at forstå, hvad det er, musikken kan. For mig er musikken et forståelsesløst rum, jeg kan gå ind i.«